Fem former for gudløshed

Vi adskiller oftest det religiøse rum i to grupper: Troende og ateister. Og på spørgsmålet om guds eksistens kan der også i al sin enkelthed svares to ting: (a) Ja, jeg tror på Gud og (b) Nej, jeg tror ikke på Gud. Men er det så simpelt? Vi vil givetvis finde ud af, at de fleste mennesker gør sig en del flere tanker end blot ovennævnte positioner (a og b). Både troende og ateister har deres egne individuelle forestillinger om universets indretning, og dette spejler sig også i deres position angående eksistensen af Gud: Hvem/hvad er Gud egentlig overhovedet, og hvad kan vi overhovedet vide om Ham/Hende/Den? Det er åbenlyst at der eksisterer en enorm diversitet mellem trosretningers gudsopfattelser, selv inden for de formelle institutioner og grupperinger. Grosbøll, der ikke troede på en skabende gud, er et nutidigt eksempel på hvor pluralistiskt det religiøse landskab er. For nu vil jeg blot være så grov at putte alle de troende ned i samme klassifikation: Teisme. Det samlende princip for al teisme mynder således ud i følgende definition: En teist er en person der tror på en metafysisk gud der kan intervenere i naturen. Begrebet Gud kan betyde en personificeret entitet, et princip, en kraft etc. Fælles for alle disse forestillinger er, at denne ting, Gud, kan øve indflydelse på vores verden (være det selve skabelsen af verden eller blot bestemmelsen af kærlighedslivet hos mennesker født i tyrens tegn).

Når det kommer til den anden side, ateismen, er det straks værre at finde hoved og hale i, hvad det er der samler folk. Ateisme er i sin natur en negation af troen på Gud, og det er som bekendt svært bare at definere sig som Rasmus-modsat, for “bortset fra at du ikke er enig med mig, hvad mener du så selv??” Helt konkret opstår problemet i diskussionen mellem teisten og ateisten, hvor teisten bliver forbløffet over ateistens manglende tro på Gud (og Gud forstås igen bredt, jf. ovenstående definition). En typisk kommentar fra teisten vil derfor være: “Jamen, hvis du ikke tror på Gud, hvad tror du så på?” Problemet med dette spørgsmål er, at teisten implicit inddrager noget som ateisten pr. definition ikke accepterer: Det overnaturlige. Ateisten kan ikke bare svare: “Jeg tror på at tyngdekraften vil få denne kop til at falde til jorden hvis jeg slipper den”, for det vil være en total fordrejning af diskussionens betydning af ordet tro. Ateisten er i negation af den brede definition af guder, som vi gav foroven, og kan derfor ikke svare positivt på spørgsmålet “Hvad tror du så på?”. Ateisten kan i første omgang kun svare: “Jeg tror ikke på noget” (... af den art). I anden omgang kan vi uddybe hvad vi egentlig mener, når vi siger at vi ikke tror. Jeg mener at der gælder samme forhold for ateisterne, som teisterne, at der i princippet er utallige positioner indenfor klassifikationen ateisme. Men for nemhedens skyld vil jeg inddele skalaen i fem former. Den spænder fra streng skepticisme (1) til totalt overbevist ateisme (5). Som nævnt tidligere, defineres ateisme overordnet som negationen af teisme (jf. definitionen af dette).

1. Agnostikeren insisterer på at det eneste vi kan vide om Guds eksistens er, at vi ikke kan vide noget om det. Da Gud er udenfor den målbare og sanselige virkelighed, så kan hverken teisten eller ateisten begribe hvad de snakker om. Agnostikeren står således fuldstændig fortabt i midten af diskussionen om Gud, fordi parterne på hver sin side dybest set snakker nonsens. Selvom agnostikeren ikke tror på Gud, så er denne position altså karakteriseret ved en opgivelse af selve det den er en position til.

2. Den passive ateist er dybest set ligeglad med hele stridspunktet og gør ikke det store nummer ud af at diskutere om Gud eksisterer eller ej. Den passive ateist er dog stadig ateist, i den forstand at hun ikke tror på Gud. I en verden uden religion, ville alle mennesker sandsynligvis være lige netop sådan.

3. Den aktive ateist har givetvis gennemgået stadie 1 og 2 i omvendt rækkefølge: Først ligegyldighed (stadie 2: passiv ateisme), dernæst en interesse for spørgsmålet om Guds eksistens, hvilket leder til erkendelsen om at spørgsmålet dybest set ikke giver mening, da det omhandler ting uden for denne verden (stadie 1: agnosticisme). Springet fra agnosticisme til aktiv ateisme, foretages i det øjeblik man indser usandsynligheden af Gud. Den aktive ateist benægter således eksistensen af Gud, men er ikke totalt overbevist (som i stadie 5). Benægtelsen forstås således, at da man ikke har nogen beviser for Guds eksistens (der pr. definition er uden for bevisernes verden), så må man antage at Gud heller ikke eksisterer. Denne slutning er fuldstændig ens med den ret udbredte benægtelse af Tor og Odin, så længe der ikke er nogen beviser for dem. Læg mærke til nuanceringen af denne position: Den aktive ateist er principielt set agnostisk om Gud, men det er netop principielt fordi det gælder for alle vores forestillinger: Vi kan aldrig være 100% sikker på noget, for der findes ikke Sandhed med stort S. Det er i den forstand forvirrende at gøre et stort nummer ud af at være agnostisk om Gud, da vi alligevel må acceptere det som en fundamental erkendelses-præmis. Der findes kun sandsynlighed og Gud er både ekstremt usandsynlig og komplet tilfældig.

4. Anti-teisten mangler ikke kun troen på Gud, men mangler også troen på religionerne i en sådan grad at hun decideret modsætter sig deres eksistens. Dette kan være af politisk-personlige grunde - at man mener religion er skadeligt for den menneskelige tilstand. Anti-teisten kan altså i princippet være på stadie 1, 2, 3 og 5 (der vedrører eksistensen af Gud), men er i forlængelse af dette modstander af religion (i praksis er det nok mest stadie 3 der supplerer med dette). Sekularisering er i den forstand ikke nok, da målet i sidste ende er en verden uden religiøse følelser - og derved religion. Anti-teisten trækker derfor på skuldrene af imperativer som “Du må ikke krænke en persons religiøse følelser”, da dette netop er problemet med religionen - den er hellig.

5. Den metafysiske ateist er med på listen snarere som et kuriosum, end som en statistisk realitet. Der er også en vis nødvendighed i at have denne position med, da skalaen så danner en fuld bredde for hvordan man kan ikke-tro på Gud. Den metafysiske ateist er således den diametrale modsætning til agnostikeren, fordi hun er i sin bogstaveligste forstand overbevist om at Gud ikke eksisterer. Det groteske og paradoksale ved dette er selvfølgelig at den metafysiske ateist påstår noget absolut (en Sandhed med stort s), når ethvert fornuftigt menneske godt ved at dette er noget forbeholdt Paven.

--------------

Jeg vil lade dette stå som en (farvet) konstatering over ateismens ansigter. Næste punkt på dagsordenen vil være en afgørelse om hvilken position der er mest forsvarlig at indtage. Det fremgår måske af min tekst, at jeg kun kan se stadie 3 (aktiv ateisme) som værende det eneste man logiskt set bør acceptere. Men der ligger i forlængelse af dette en diskussion om religion er decideret skadeligt for mennesket, dvs. om vi også bør indtage en anti-teistisk position (stadie 4).

Religiøs ateisme

Et af mine dogmer i livet er at samtalen altid kan fortsætte så længe man er uenig - med det formål at man kan blive enige. Hvis vi skal blive lidt spekulative, så vil jeg faktisk påstå at ingen i virkeligheden er uenige om noget - nogen er bare ikke overbevist endnu (samtaler bør jo ideelt set mynde ud i at man bliver enige - dvs. den ene part bliver overbevist, eller begge parter modificerer deres standpunkt). I en diskussion arbejder vi allesammen ud fra en retning af homogenitet i standpunkter - dvs. vi vil gerne ensrette og få andre folk til at mene det samme som os, naturligt nok. I forlængelse af dette, så kommer her mit syn på et homogent forholdet mellem troen, det religiøse føllesskab og naturvidenskaben.


Subjektiv religiøsitet
Jeg tror at organiseret religion i høj grad ikke er hvad det udråber sig selv til at være. For det første så er en religions mangfoldighed netop så stor som dens tilhængere - hvert individ har sin egen gudsopfattelse når man får chancen til at spørge helt ind til kernen. Mange mennesker tror egentlig slet ikke på den gud som deres religion beskriver. De bøjer, de omformulerer, de undskylder og de skaber guder på ny (bare se på kristendom, islam og jødedom - er det ikke variationer over den samme monoteistiske gud?).

Dét som jeg tror er den altomgribende fællesnævner for mennesket, er en dyb beundring og ærefrygt for den ubegribelige verden vi eksisterer i. Vi kan kalde denne følelse for numinøs. Vi er allesammen rettet mod at forstå verden, men vil aldrig lykkes fordi der er ting i denne verden som er ubegribelige. Dette faktum alene er jo grund til at blive troende i en vis forstand (dvs. nogle tanker må man jo gøre sig en gang i mellem). Albert Einstein er utallige gange blevet misforstået som at være religiøs, men i virkeligheden var han bare så dybt forundret over universet at han ofte omtalte denne ubegribeligheden som gud! Der er ikke nogen person oppe i himmelen der sidder og tænker på os - gud er blot det fascinerende faktum at verden eksisterer. Hallelujah, så skal jeg være den første til at springe ud af skabet som dybt religiøs ateist!

Organiseret religiøsitet
Den organiserede religion tilbyder et fællesskab, hvor individet kan dele denne dybe ærefrygt for verden og det ubegribelige. Det betyder mindre at gudsopfattelsen er selvmodsigende og ikke konsistent - dét der betyder noget er at man kan dele ærefrygten og numinøsiteten med hinanden, for den har vi alle tilfælles. Grunden til at man lander i en given religiøs gruppe, må afhænge af kultur og tilfældighed. Grunden til at man overhovedet lander i en religiøs gruppe, hænger sammen med sociale- og økonomiske forhold, eksistentielle problemer, indoktrinering og fællesskabsfølelsen (disse bør uddybes, ja).

Derfor tror jeg at en stor del af disse mennesker i virkeligheden er misforståede mennesker, som har fået deres metafysiske overbevisning forvirret i den store suppedas, som de organiserede religioner udgør. De er som os alle de andre, religiøst-anlagte ateister, der overfor verdens ubegribelighed står måbende.