Om oceaniske oplevelser og Dennetts "HADD"

Dette indlæg er opstået som svar på Fickenkriegers spørgsmål i følgende tråd: http://blog.tv2.dk/fickenkrieger/entry66066.html

Vi var blevet enige om at der principielt godt kunne eksistere et lukket system, som kan fungere fuldstændigt uafhængigt, selvom det systemet var blevet ”skabt”. Fickenkrieger vedholdt dog at Gud godt kan skabe visse anomalier (undtagelser, dvs. at gribe ind i systemet og ændre ting). Jeg var dog skeptisk over hvordan man skulle kunne erkende Guds indgriben i verden, hvis denne Gud pr. definition er u-erkendbar. Fickenkrieger accepterer at der her er ”tale om ren og skær tro”. Hvortil han så spørger mig:

”Men hvis du fik en religiøs oplevelse, hvordan ville du så håndtere den?”

Her er mit svar på hans spørgsmål.
Først må jeg spørge dig, Fickenkrieger: Hvad mener du, når du tænker på en religiøs oplevelse?
Jeg får ofte det Freud kaldte for "oceaniske" følelser, når jeg har oplevelser af at forstå verdens indretning - og så alligevel ikke forstår den. Det er en paradoksal følelse af uendelighed og sammenhæng, ja en oplevelse af at ”alt er ét”, som vi i religiøst regi bl.a. ser det hos panteisterne. Hver gang man graver længere ned i virkeligheden, fyldes man med større ærefrygt over dette under AT DER EKSISTERER NOGET. Du ved vel at jeg har hang til denne slags "spirituelle" følelser, fickenkrieger - men er de religiøse? Nej. Jeg siger nemlig disse ting, og jeg oplever dem, med en accept for at mine kognitive færdigheder godt kan fejle og "overreagere" i deres tolkning af virkeligheden. Vi er fra naturen udstyret med et avanceret tolknings-software, der kan gøre sig utrolige abstraktioner for at forudsige fremtiden. Men det er ikke en ufejlbarlig software.

Et eksempel på dette er:
Jeg er ude at løbe i skoven og har pludselig oplevelsen af at træerne bevæger sig og snakker til mig. Jeg stopper måske op og lytter efter: Snakker de virkelig til mig? Måske svarer jeg dem endda - bare for at være sikker. Jeg føler mig måske dum bagefter, eller også så får jeg en svagt pirrende følelse af have oplevet noget helt særligt: Min egen lille hemmelighed ude i skoven, om en fantastisk hændelse, som ingen andre var vidner til.

En af de softwares vi har stor nytte af i dagligdagen er det den amerikanske filosof Daniel Dennett kalder for ”the intentional stance”, dvs. vores evne til at opdage og kode intentioner i vore omgivelser. Vi er så gode til det her, at vi nogle gange tolker for meget på naturen, hvilket resulterer i at vores intentionalitets-tolkning går på overdrive og ender i fænomenet ”HADD” (Hyperactive agent detection device). Dennett:

“The memorable nymphs and fairies and goblins and demons that crowd the mythologies of every people are the imaginative offspring of a hyperactive habit of finding agency wherever anything puzzles or frightens us.” (fra Breaking the Spell, 2006)

Dette gør mine "oceaniske følelser" en smule mere profane, da jeg accepterer at der ikke er noget overnaturligt på spil, men at det højst sandsynligt blot er min kognitive software der overreagerer. Sammenlignet med eksemplet om træerne, så kan følelsen af universets uendelighed eller opdagelsen af biosfærens storslåede diversitet, let ledsages af selvsamme "agentur-tolkning". Vi er bygget til at tillægge intentioner og agentur til alt i vore omgivelser, så hvad er mere oplagt end at tillægge intention bag selve universet - altså, "dét at der er noget"? Der er selvfølgelig et skabende væsen (Gud) bag hele denne fantastiske verden, og denne Gud forsøger selvfølgelig at fortælle os noget igennem tegn (dine anomalier) og "religiøse oplevelser" (mine oceaniske oplevelser).

Fem former for gudløshed

Vi adskiller oftest det religiøse rum i to grupper: Troende og ateister. Og på spørgsmålet om guds eksistens kan der også i al sin enkelthed svares to ting: (a) Ja, jeg tror på Gud og (b) Nej, jeg tror ikke på Gud. Men er det så simpelt? Vi vil givetvis finde ud af, at de fleste mennesker gør sig en del flere tanker end blot ovennævnte positioner (a og b). Både troende og ateister har deres egne individuelle forestillinger om universets indretning, og dette spejler sig også i deres position angående eksistensen af Gud: Hvem/hvad er Gud egentlig overhovedet, og hvad kan vi overhovedet vide om Ham/Hende/Den? Det er åbenlyst at der eksisterer en enorm diversitet mellem trosretningers gudsopfattelser, selv inden for de formelle institutioner og grupperinger. Grosbøll, der ikke troede på en skabende gud, er et nutidigt eksempel på hvor pluralistiskt det religiøse landskab er. For nu vil jeg blot være så grov at putte alle de troende ned i samme klassifikation: Teisme. Det samlende princip for al teisme mynder således ud i følgende definition: En teist er en person der tror på en metafysisk gud der kan intervenere i naturen. Begrebet Gud kan betyde en personificeret entitet, et princip, en kraft etc. Fælles for alle disse forestillinger er, at denne ting, Gud, kan øve indflydelse på vores verden (være det selve skabelsen af verden eller blot bestemmelsen af kærlighedslivet hos mennesker født i tyrens tegn).

Når det kommer til den anden side, ateismen, er det straks værre at finde hoved og hale i, hvad det er der samler folk. Ateisme er i sin natur en negation af troen på Gud, og det er som bekendt svært bare at definere sig som Rasmus-modsat, for “bortset fra at du ikke er enig med mig, hvad mener du så selv??” Helt konkret opstår problemet i diskussionen mellem teisten og ateisten, hvor teisten bliver forbløffet over ateistens manglende tro på Gud (og Gud forstås igen bredt, jf. ovenstående definition). En typisk kommentar fra teisten vil derfor være: “Jamen, hvis du ikke tror på Gud, hvad tror du så på?” Problemet med dette spørgsmål er, at teisten implicit inddrager noget som ateisten pr. definition ikke accepterer: Det overnaturlige. Ateisten kan ikke bare svare: “Jeg tror på at tyngdekraften vil få denne kop til at falde til jorden hvis jeg slipper den”, for det vil være en total fordrejning af diskussionens betydning af ordet tro. Ateisten er i negation af den brede definition af guder, som vi gav foroven, og kan derfor ikke svare positivt på spørgsmålet “Hvad tror du så på?”. Ateisten kan i første omgang kun svare: “Jeg tror ikke på noget” (... af den art). I anden omgang kan vi uddybe hvad vi egentlig mener, når vi siger at vi ikke tror. Jeg mener at der gælder samme forhold for ateisterne, som teisterne, at der i princippet er utallige positioner indenfor klassifikationen ateisme. Men for nemhedens skyld vil jeg inddele skalaen i fem former. Den spænder fra streng skepticisme (1) til totalt overbevist ateisme (5). Som nævnt tidligere, defineres ateisme overordnet som negationen af teisme (jf. definitionen af dette).

1. Agnostikeren insisterer på at det eneste vi kan vide om Guds eksistens er, at vi ikke kan vide noget om det. Da Gud er udenfor den målbare og sanselige virkelighed, så kan hverken teisten eller ateisten begribe hvad de snakker om. Agnostikeren står således fuldstændig fortabt i midten af diskussionen om Gud, fordi parterne på hver sin side dybest set snakker nonsens. Selvom agnostikeren ikke tror på Gud, så er denne position altså karakteriseret ved en opgivelse af selve det den er en position til.

2. Den passive ateist er dybest set ligeglad med hele stridspunktet og gør ikke det store nummer ud af at diskutere om Gud eksisterer eller ej. Den passive ateist er dog stadig ateist, i den forstand at hun ikke tror på Gud. I en verden uden religion, ville alle mennesker sandsynligvis være lige netop sådan.

3. Den aktive ateist har givetvis gennemgået stadie 1 og 2 i omvendt rækkefølge: Først ligegyldighed (stadie 2: passiv ateisme), dernæst en interesse for spørgsmålet om Guds eksistens, hvilket leder til erkendelsen om at spørgsmålet dybest set ikke giver mening, da det omhandler ting uden for denne verden (stadie 1: agnosticisme). Springet fra agnosticisme til aktiv ateisme, foretages i det øjeblik man indser usandsynligheden af Gud. Den aktive ateist benægter således eksistensen af Gud, men er ikke totalt overbevist (som i stadie 5). Benægtelsen forstås således, at da man ikke har nogen beviser for Guds eksistens (der pr. definition er uden for bevisernes verden), så må man antage at Gud heller ikke eksisterer. Denne slutning er fuldstændig ens med den ret udbredte benægtelse af Tor og Odin, så længe der ikke er nogen beviser for dem. Læg mærke til nuanceringen af denne position: Den aktive ateist er principielt set agnostisk om Gud, men det er netop principielt fordi det gælder for alle vores forestillinger: Vi kan aldrig være 100% sikker på noget, for der findes ikke Sandhed med stort S. Det er i den forstand forvirrende at gøre et stort nummer ud af at være agnostisk om Gud, da vi alligevel må acceptere det som en fundamental erkendelses-præmis. Der findes kun sandsynlighed og Gud er både ekstremt usandsynlig og komplet tilfældig.

4. Anti-teisten mangler ikke kun troen på Gud, men mangler også troen på religionerne i en sådan grad at hun decideret modsætter sig deres eksistens. Dette kan være af politisk-personlige grunde - at man mener religion er skadeligt for den menneskelige tilstand. Anti-teisten kan altså i princippet være på stadie 1, 2, 3 og 5 (der vedrører eksistensen af Gud), men er i forlængelse af dette modstander af religion (i praksis er det nok mest stadie 3 der supplerer med dette). Sekularisering er i den forstand ikke nok, da målet i sidste ende er en verden uden religiøse følelser - og derved religion. Anti-teisten trækker derfor på skuldrene af imperativer som “Du må ikke krænke en persons religiøse følelser”, da dette netop er problemet med religionen - den er hellig.

5. Den metafysiske ateist er med på listen snarere som et kuriosum, end som en statistisk realitet. Der er også en vis nødvendighed i at have denne position med, da skalaen så danner en fuld bredde for hvordan man kan ikke-tro på Gud. Den metafysiske ateist er således den diametrale modsætning til agnostikeren, fordi hun er i sin bogstaveligste forstand overbevist om at Gud ikke eksisterer. Det groteske og paradoksale ved dette er selvfølgelig at den metafysiske ateist påstår noget absolut (en Sandhed med stort s), når ethvert fornuftigt menneske godt ved at dette er noget forbeholdt Paven.

--------------

Jeg vil lade dette stå som en (farvet) konstatering over ateismens ansigter. Næste punkt på dagsordenen vil være en afgørelse om hvilken position der er mest forsvarlig at indtage. Det fremgår måske af min tekst, at jeg kun kan se stadie 3 (aktiv ateisme) som værende det eneste man logiskt set bør acceptere. Men der ligger i forlængelse af dette en diskussion om religion er decideret skadeligt for mennesket, dvs. om vi også bør indtage en anti-teistisk position (stadie 4).

Video: Dawkins ved TEDTalks

Starter hermed en tradition på bloggen: Video-links. Jeg er selv en massiv samler af dokumentarer, interviews og forelæsninger om videnskabelige og filosofiske emner, så når jeg falder over noget, vil jeg fremover poste det her!

Første video fra video-google:
"Queerer Than We Can Suppose: The Strangeness of our universe"

Første video er et foredrag holdt af den britiske forfatter og evolutionære biolog Richard Dawkins. Nogen kender ham også som nutidens mest højtråbende ateist, bl.a. kendt for hans kontroversielle dokumentar på BBC: "The Root of All Evil" og hans nyeste bog "The God Delusion". Dawkins er kompromisløs i sit mekanistiske darwinistiske verdensbillede og hans tankesystem er utroligt sammenhængende, men han mangler seriøse social-skills og jeg kan af den grund bedre lide hans solo-foredrag end hans dokumentarer, hvori han som oftest ender med at blive rasende på sine religiøse modstandere.



Titelen på foredrag "Queerer than we can suppose" beskriver menneskets erkendelsesmæssige forhold til universet. Dawkins mener ikke at universet er særligt bøsset, men blot at det er mærkeligere end vi aner (i egentlig forstand mærkeligere end vi kan ane - men se nu videoen også!). I løbet af de 22 minutter snakker han bl.a. om hvorfor den uheldige Albert Stubblebine gentagende gange fejler i at gå igennem væggen på sit kontor (stof/materie består jo som nævnt af 99% ingenting, så det skulle da være muligt!). I forlængelse af dette udvider Dawkins eksemplet til at forklare hvorfor mennesker og andre organismer i "middle-world" opfatter sten, træ og gipsvægge i ens kontor som solide. I følge videnskaben er de jo strengt taget intet, men vi opfatter dem som solide fordi vi i den evolutionære udvikling har haft stor nytte af det.

Dawkins er som altid en brilliant formidler af kompliceret videnskab. Dette er et af de bedste video-klip jeg har set med ham endnu, og jeg bliver stadig helt fascineret efter at have set det 3-4 gange nu. Til slut et citat, der rummer essensen meget godt:

"Middle-world is the narrow range of reality which we judge to be normal, as opposed to the queernes of the very small, the very large and the very fast"
Richard Dawkins