"Et menneske kan i min mening ikke leve et liv, hvor det accepterer det arbitrære i sin egen moral - altså at mennesket accepterer fuldt ud, at man med lige stor berettigelse kan mene det helt præcist modsatte [...]. Ateisme er derfor et umenneskelig ideal."
Ateistens moral er arbitrær i den forstand at man ikke kan begrunde den absolut. Men denne konstatering ignorerer fuldstændigt at vi er genetisk disponerede til at følge helt specifikke moralske mønstre. Man kunne kalde dette for "naturens moralkodeks", men jeg er bange for at det kan misforstås som et metafysisk princip. Pointen man skal forstå er, at moral sagtens kan forklares som et naturligt fænomen. Vi behøver ikke Gud-teorien for at leve moralske liv - det sker helt spontant! Jeg nævner her nogle af de generelle indlagrede mekanismer som vi også deler med andre dyr. De er en meget grov skitsering af de sidste 40 års biologisk forskning i menneskelig adfærd, som netop har vist at vi fra naturens side er bestemt til at handle altruistisk. Læg i øvrigt mærke til sammenfaldet med religiøs moral (fx. de 10 bud).
(1) "Vær god mod din familie" er nok den mest primitive form for moral i naturen, men er også den nemmeste at forstå: Hvis dine afkom lever godt (dvs. har gode madforhold og forplejning), så får de selv flere afkom, og generne for denne adfærd spredes i genpuljen. Fænomenet kaldes for "slægtaltruisme".
(2a) "Behandl andre som du selv vil behandles" er udbredt i det mes
te af dyreriget og de fleste vil nok tænke på den famøse "Gyldne regel", som går igen i de fleste religioner. Bavianer der nusser hinanden i håret på skift, eller flagermus der deler deres bytte for på den måde at sikre sig til en fremtidig uheldig aften er gode eksempler. Dette fænomen kaldes reciprok altruisme.(2b) "Du skal ikke lyve" er en vigtig mekanisme, for at reciprok altruisme skal kunne fungere. Der er en fristende mulighed for modtager-flagermusen i at blot tage imod mad-gaven og ikke give noget tilbage selv. Men flagermus er kodet for at huske hvem der overholder reciprociteten, og hvem der ikke gør. At ikke gengælde gaven, vil være at skyde sig selv i foden, for ingen vil dele med en snylter.
(3) "Vær generøs mod din gruppe". Det ultimative styrketegn i naturen er krævende og unødvendige ting, såsom overdådige fjerpragter (påfuglehannen som bedste eksempel). De er ornamenter, som kun tjener den funktion at de skal være symboler på det overskud værten besidder (Den israelske zoolog Zahavi kalder dette for "Handicap-princippet"). Det er med andre ord status some er målet, og med status følger der flere seksuelle partnere og derfor flere afkom med samme hardware som status-forældren. Social generøsitet er et alment menneskeligt ornament (i software form, om man vil), som vi til dels er disponeret genetisk til, men som vi også kan bruge aktivt og strategisk i vores moderne tilværelse, som et status-symbol. Et fint eksempel på en bevidst aktiv brug af denne mekanisme er såkaldt direktør-filantropi, der via massive bidrag til tredje verdens lande, også øger salget af virksomhedens produkter.
Det skulle nu være klart at et liv uden Gud ikke fører til et liv uden moral, for moralen er en naturlig tilstand. Et liv uden moral kaldes i den forstand psykopati, for da har man mistet netop de komponenter i kroppen som koder for moralsk adfærd. Når vi som politiske aktører artikulerer moralske imperativer eller argumenterer for en bestemt politisk ideologi, er det ikke meningløs og arbitrær adfærd. Vi bliver forarget over vold og dårlig adfærd, fordi vores krop dikterer denne følelse. Hvem kender ikke mavefornemmelsen efter at have overværet en voldtægt på film? Dette er ikke din tyngende moralske fornuft. Dette er ikke Gud der fortæller dig at du skal have det dårligt. Det er din genetiske arv.
21 kommentarer:
Interessante og inspirerende betragtninger, må man sige!
Der er nok ingen tvivl om, at adfærd der har en klar overlevelsesværdi, er genetisk funderet. Det indebærer, at vi givetvis er genetisk disponeret for f.eks. ikke uden videre at slå hinanden ihjel. Derfor kan en ateist ganske naturligt nå frem til, at den rigtige moral er... at man ikke uden videre må slå andre mennesker ihjel. Denne moral er altså som udgangspunkt netop IKKE af religiøs karakter. Men de fleste religioner har gjort netop dette punkt til et religiøst bud. Det kan vel opfattes postitivt sådan, at det religiøse bud FORSTÆRKER et anlæg, der er der i forvejen. Denne forstærkning kunne så tænkes at være en nødvendighed i et menneskeligt samfund, fordi det ikke er hensigtsmæssigt, at den genetisk bestemte tendens til denne adfærd er for kraftig. Grunden til dette er, at der forekommer situationer, hvor den rigtige og nødvendige adfærd faktisk er, at slå et andet menneske ihjel (f.eks. likvidering af en stikker under besættelsen). Konklusionen vil nok provokere en del, men den må så være noget i retning af, at: Det religiøse bud om ikke at slå ihjel, findes netop fordi det af og til er nødvendigt at gøre det! (påbudet har til hensigt at begrænse drab til netop de tilfælde hvor det er nødvendigt).
Hvis dette ræsonnement er rigtigt, så viser det vel, at det ikke er frugtbart at stille religion og videnskab op som absolutte modsætninger?
Tro mig, vi lever allerede - som følge af sekulariseringen - i en tid, hvor mange mennesker ville redde deres kæledyr frem for et fremmed menneske.
Simpelthen fordi moralske sentimenter (hvad der føles rigtigt) ikke er det samme om moral (hvad der er rigtigt.)
Findes der ikke moral i en absolut forstand, må vi gøre det, der føles godt eller er acceptabelt i en given kultur.
Det vil sige, vi har da ikke egentlig moral, men blot etik, der mere handler om at få tingene til at fungere for os selv og samfundet.
Vores naturgivne moralske sentimenter er også alt for tribalistiske til at kunne hjælpe os i en større mere sammensat verden.
Ser du for eksempel på mordrater er de meget høje mellem forskellige stammesamfund, og lavere inden for. Selv om de selv inden for stammen er langt højere end dem man finder i monoteistiske samfund.
Derfor griner jeg altid lidt af dem, der mangler forståelse for, hvilken vigtighed kulturelt evolverede institutioner har.
Dawkins er her et oplagt eksempel. Se eventuelt:
http://forsker.net/blog/lennart-kiil/richard-dawkins-fejldiagnosticering-af-ondskab.html
og
http://forsker.net/blog/lennart-kiil/dawkins-jagt-pa-en-sekulaer-moral-er-der-hab.html
Ups. Den skærer linksene over. Det her burde kunne være der
http://forsker.net/search/node/Dawkins
Malte, jeg synes din analyse går galt i byen på (mindst) to måder. For det første synes den – i hvert fald delvist - at være baseret på en accept af, at moral nødvendigvis må have et absolut grundlag – du erstatter bare gud med gener. For det andet overvurderer du genernes betydning for menneskers tanker, følelser og adfærd.
Jeg er selvfølgelig enig i, at generne har betydning for vores stillingtagen til moralske spørgsmål i og med, at de jo er med til at gøre os til dem vi er, både generelt som mennesker og som individer. Men vores personligheder bliver altså til i et samspil mellem vores biologiske arv og de påvirkninger vi udsættes for gennem vores opvækst (fx opdragelse, indoktrinering, socialisering både hjemme og i forskellige institutioner).
Vi har vel den længste barndom af alle dyrearter, hvilket medfører, at vi er yderst fleksible, fordi vi kan lære at tilpasse os mange forskellige forhold under opvæksten – det er en væsentlig grund til vores store succes som art. For eksempel kan vi jo tilpasse os til at leve i samfund med ganske forskellige værdier og moralbegreber, som et blik ud over verden eller tilbage gennem historien klart viser. Du har sikkert ret i, at vi har en indbygget modvilje mod at slå vores nærmeste ihjel, og ting som evnen til at føle empati, og for eksempel sådan noget som vores retfærdighedssans er nok også delvist hardwirede (også påvist hos aber), men vores gener dikterer altså ikke, hvad vi skal mene om abort, bøsseægteskaber eller stamcelleforskning.
Selvfølgelig kan vi leve gode moralske liv uden gud. Det er vi jo mange eksempler på, så det er simpelthen et empirisk faktum. Moral er ikke noget absolut, der presses ned over os fra en guddom eller fra dennes selvbestaltede repræsentanter på jorden. Tanken er efter min mening absurd. Moral er tværtimod personlig og subjektiv, og vi bør hver især påtage os ansvaret for at finde ud af, hvad vi skal mene om aktuelle moralske spørgsmål, i stedet for at spørge den ene eller den anden autoritet.
Endelig til Lennart: Hvordan i alverden kan du finde på at sige noget så åndsvagt som at sekulariseringen er skyld i, at mange mennesker ville redde deres kæledyr frem for et fremmed menneske? Man fattes ord!
Endelig til Lennart: Hvordan i alverden kan du finde på at sige noget så åndsvagt som at sekulariseringen er skyld i, at mange mennesker ville redde deres kæledyr frem for et fremmed menneske? Man fattes ord!
Ja, du fattes åbenbart ord, for du svarer jo slet ikke, men kalder blot udsagnet for åndsvagt.
Problemet her er nok din egen naivitet omkring, hvor værdier kommer fra.
Som du skriver er der masser af eksempler på at sekulære mennesker kan leve moralske liv, men du glemmer at det samfund du lever i er at produkt af en lang kultural udviklingsproces.
Prøv at lade en generation opvoske på en øde ø uden kulturel indflydelse og du vil få øjnene op for at det kulturelle er vigtigt.
Ja Lennart, jeg fattes ord. På den ene side er dit udsagn så indlysende åndsvagt, at en forklaring turde være unødvendig, og på den anden side er forfattere til åndsvage udsagn jo ofte tungnemme i en grad, så forklaring vanskeliggøres.
For det første kan du i sagens natur ikke vide noget om hvor mange mennesker, der ville redde deres kæledyr frem for et fremmed menneske. At det skulle dreje sig om mange mennesker er et rent skud fra hoften, og et skud som jeg overhovedet ikke tror på.
For det andet er det da helt ude i skoven at bebrejde sekulariseringen, at folk er glade for deres kæledyr. Jeg har da aldrig hørt om, at kristne ikke skulle kunne lide deres kæledyr. Hvor er sammenhængen Lennart, hvor er argumentet og hvor er evidensen for, at ikke troende sætter deres dyr højere end troende gør (eller alternativt at de er mere ligeglade med fremmede mennesker).
Og hvad er nu det for noget pjat med, at kultur skulle være lig med religion? Kulturen kan efter min mening først rigtig blomstre og udvikle sig, når den slipper for religionens åg, og i den forstand er kultur og religion jo nærmest modsætninger.
Hejsa! Jeg tror, jeg vil bruge lidt tid på løbende at kommentere dine udsagn om ateisme og moral på min blog - ajitakrishnadasa.blogbar.dk - da jeg er meget uenig i dine påstande. DU kan fx starte med at læse her:
http://ajitakrishnadasa.blogbar.dk/?p=59
Hej Ajita.
Det glæder jeg mig til at læse. Du skal være velkommen til at også kommentere mine indlæg herinde, hvis der ikke er de store indvendinger.
På gensyn!
Ej, den kommer lige i en redigeret udgave, så kan du jo slette den første, hvis du vil.
I går faldt jeg over en dansk blog, jeg ikke før har set. Den hedder videnlidenskab.blogspot.com, og manden bag den hedder Malte Roed Lundén. Han argumenterer for et materialistisk verdensyn. Jeg faldt over hans tekst “Moralen i generne: Hvorfor alt ikke er tilladt når Gud er død”. Som de fleste der kender mig vil kunne regne ud, er jeg ikke enig i udsagnet i den overskrift. Teksten giver et godt indblik i, hvordan ateister tror, de kan etablere en moralfilosofi uden at inddrage Gud, og derfor vil jeg løbende kommentere dens udsagn og argumenter her på bloggen. Det første udsagn har dog intet med moral at gøre. Det er den typisk anvendte “stråmand”, der siger, at teister ikke ved, Gud findes, men bare tror Gud findes:
MRL: “En teist tror på en entitet hinsides den naturlige verden (vi kalder den Gud). Dette er en anden slags tro end troen på at en given etik eller politisk filosofi er til det bedste for mennesket (som jeg tror er den måde de fleste bedriver etik på).”
Der er helt sikkert mange teister, der bare “tror” på Guds eksistens, men der er også nogle af disse teister, der påstår, de “ved”, at Gud eksisterer. Ateisten kan ikke vide noget med absolut sikkerhed, og da slet ikke hvis ateisten “ikke godkender universelle sandheder”, som det vist nok er tilfældet med Malte Roed Lundén. Teisten har derimod muligheden for at besidde perfekt viden, fordi Gud i kraft af Sin almægtighed kan give denne perfekte viden til teisten, fx via åbenbaring.
Da ateisterne ikke kan udelukke, at teisterne, fx via åbenbaring, har modtaget perfekt viden fra Gud om Guds eksistens, så har de ikke belæg for at påstå, teister altid “tror”, Gud findes og dermed ikke “ved”, Gud findes.
Hej Ajita.
Nej, jeg kan ikke modbevise at Gud skulle have åbenbaret sig i dig. Men dette er sådan set irrelevant i forhold til om det er muligt at leve et moralsk liv uden Gud.
Jeg er ateist, dvs. jeg tror ikke på Gud (endsige ved Gud i dine termer). Hvilke konsekvenser har dette? Det er i hvert fald ikke umuligheden i et moralsk liv. Dét handler min blog-post om. Din indvending er et epistemologisk stridspunkt, som ikke er specielt relevant.
Hej Malte!
Nej, det er ikke relevant for hovedpointen i din tekst, men det er en faktuel fejl, og som jeg skrev, så vil jeg gennemgå din tekst bid for bid. At du ræsonnerer fejlagtigt på dette punkt kan jo give os en nys om, at der kunne være flere fejl i teksten. Hvis du ikke har flere kommentarer til det, jeg indtil nu har skrevet, så vil jeg snart komme til det med moralen.
Mvh.
AKD
Jeg kom til at tænkte på, atda jeg synes, det er uærligt og usagligt at påstå, at alle teister "tror", Gud findes, og ikke "ved" det, når du selv indrømmer, at du faktisk ikke ved, om det forholder sig således. Derfor mener jeg, at du burde rette dette i din tekst. Synes du ikke, jeg har ret i dette?
Mvh.
AKD
Jeg er ikke enig i at teister "ved" (en art absolut sandhed), men jeg enig med dig i at jeg heller ikke selv kan vide om dette er tilfældet eller ej.
Det her er helt elementær erkendelsesteori og de fleste læsere er nok klar over at jeg ikke har "sand viden" om teister tror eller ved. Synes du jeg burde lave en nota ala "Jeg har ikke absolut sand viden om dette" for hver påstand jeg overhovedet gør mig på bloggen?
Det forekommer mig en smule absurd, specielt med tanke på hvilken form det her tager sig ud i: En blog.
Jeg vil nu gå til en analyse af Malte Roed Lundéns argument for, at det giver rationel mening at leve efter en moralfilosofi, hvis man er ateist. Han skriver:
MRL: “Ateistens moral er arbitrær i den forstand at man ikke kan begrunde den absolut. Men denne konstatering ignorerer fuldstændigt at vi er genetisk disponerede til at følge helt specifikke moralske mønstre. Man kunne kalde dette for “naturens
moralkodeks”, men jeg er bange for at det kan misforstås som et metafysisk princip. Pointen man skal forstå er, at moral sagtens kan forklares som et
naturligt fænomen. Vi behøver ikke Gud-teorien for at leve moralske liv - det sker helt spontant!”
Der er adskillige ting, der bør siges om dette. For det første fejler Malte Roed Lundén fordi, han ikke skelner mellem henholdsvis deskriptiv og normativ etik.
Den deskriptive etik er udelukkende beskrivende. Den udtaler sig kun om, hvilke moralske opfattelser og handlinger, der forekommer i en given gruppe eller et givent område, men den tager ikke stilling til, hvad der er moralsk rigtigt og forkert. Den vælger, med andre ord, ikke side. Meningsmålinger om aktuelle etiske spørgsmål er deskriptiv etik, og det samme, hvilket specielt er relevant i forhold til nærværende diskussion, er en evolutionær beskrivelse af, hvordan vi mennesker i nogle situationer har en tendens til at handle altruistisk. Den normative etik, derimod, fortæller, hvilke opfattelser og gerninger der er
moralsk rigtige og forkerte. Den tager stilling, vælger side og fortæller, hvad man bør gøre.
Problemet med Malte Roed Lundéns argument er, at selv hvis kan beskrive, hvordan mennesker i visse situationer er disponeret for at handle altruistisk, så kan vi ikke fra dette udlede, at vi i disse situationer rent faktisk bør handle altruistisk. At udlede en sådan konklusion vil være det, man kalder en “naturalistisk fejlslutning”. Denne fejlslutning omhandler problemet med at slutte fra “er” til “bør”. Da der ingen logisk forbindelse er mellem deskriptive udsagn om, hvordan verden rent faktisk er indrettet og normative udsagn om, hvordan vi bør handle, så kan man logisk set ikke udlede en normativ etik på baggrund af en deskriptiv etik. Og selv hvis vi kunne dette, ville vi ikke kunne etablere en acceptabel etik, da man så også kunne udlede, at mennesker i visse situationer bør handle ondt mod andre, fordi vi fra naturens side er disponeret for at handle ondt mod andre i visse situationer.
Et andet problem med denne tilgang til moral er, at det vil være en ren tilfældighed, at mennesket er disponeret til at handle altruistisk. Altruismen vil være udviklet via evolution med det ene formål at overleve. Men er adfærd nødvendigvis god, hvis den hjælper os til at overleve? Da man sikkert kan argumentere for, at ondskab i mange henseender rent
faktisk er bedre som overlevelsesmiddel end altruisme, set fra et ateistisk, evolutionært synspunkt i hvert fald, bør man så være ond? Og hvad nu hvis evolutionen med tiden udrydder altruismen, fordi ondskaben er et mere effektivt overlevelsesmiddel? Bør vi så værevillige til at droppe altruismen til fordel for ondskaben?
Konklusionen på dette må være, at evolutionsteorien ikke kan sikre os den type moralfilosofi, vi egentligt ønsker, dvs. en moralfilosofi der sikrer os imod det, vi normalt betegner som ondskab. Evolutionsteorien kan faktisk overhovedet ikke, jf, den naturalistiske fejlslutning, sikre os nogen som helst form for moralfilosofi, og derfor kan den heller ikke erstatte “Gud-teorien”, som Malte Roed Lundén fejlagtigt konkluderer. Sagt med andre ord, de påståede evolutionært udviklede eksempler på altruisme, Malte Roed Lundén nævner i sin tekst, holder ikke som fornuftige præmisser for moralfilosofi. Vi ved jo, vi ikke kan basere en normativ etik på en deskriptiv etik, og derfor kan vi konkludere, at ingen af disse eksempler kan vise os, at vi bør handle altruitisk. Men da eksemplerne er hyppigt anvendt af ateister, vil jeg i det følgende analysere dem, og i denne forbindelse endvidere inddrage problemet med at basere en normativ etik på et moralrelativistisk grundlag. Det vil jeg fordi, Malte Roed Lundén, i modstrid med hvad jeg finder rationelt, tilsyneladende mener, man kan dette. Han skrev jo, jf. ovenstående citat, at ateisten ikke kan begrunde sin moral med noget absolut. Dette må betyde, at han mener, at ateister kan begrunde den med noget relativt, og man endvidere må gå ud fra, at den påståede evolutionært udviklede altruisme, som han ligger til grund for sin moralfilosofi, kan udgøre en sådan relativ begrundelse.
Fortsættelse følger…
Puha, der er mange misforståelser i dit indlæg Ajita. Jeg må prøve at forklare mig så godt jeg kan.
For det første. Mit mål med teksten er ikke at udlægge en normativ etik som du forstår den. Jeg konstaterer blto at vi fra genetisk side allerede er udstyret med moralske software, der reagerer på menneskers adfærd. Moralfølelse er ikke noget vi (kun) vælger aktivt, det er også en følelse der er indlejret i os fra naturen. I den forstand er vores naturlige etik totalt arbitrær i forhold til forestillingen om en absolut moral (som jeg ikke finder nødvendig).
I den forstand er den normative etik blot en forlængelse af den naturlige etik: (1) Først føler vi (forårsaget af vores genetiske og kulturelle software), (2) derefter efterrationaliserer vi (en narrativ normativ forstærkning af vores følelser).
Du ser det som et problem at jeg ikke kan udlede noget "bør" fra min deskriptive etik (jf. den naturalistiske fejlslutning). Men hvorfor er dette er problem? Har vi brug for det du spørger om?
Moralske beslutninger mellem mennesker foretages jo som kompromiser - ikke henvisninger til metafysiske moralske principper (dem er folk alligevel ikke enige om).
Jens(Ajita) burde se Dawkins ganske udemærkede forklaring på hvorfor det er alt andet end tilfældighed at det betaler sig evolutionært at være gode imod hinanden:
http://www.youtube.com/watch?v=FzeCn02l_Rw
Jeg tror du har overset en flertydighed i ordet arbitrær og tilfældig der er fatal for dit ønske om at vise, hvordan en ateists moral ikke har et arbitrært fundament. Det arbitrære ved det genetiske arveanlæg der koder for vores "moralske adfærd" er ikke arbitrær forstået som udirrigeret og uden styring. Dette har du rimelig godt vist at det ikke er. Det er dog stadig arbitrært da denne adfærd tilfældigvis viser sig at være den moralsk rigtige. Det var ikke hensigten, eller det var ikke intentionen kan man sige. Intentionen var overlevelse og reproduktion. Tilfældigvis kunne dette bedst gøres ved altruisme. Da det er tilfældet og da ateisten er overbevist om at der ikke findes en Gud der kunne have haft en hensigt med at sikre vores moralske adfærd på denne måde, så mangler han en grund til at tillægge dette nogen betydning af objektiv art. At han alligevel burde gøre det, da næstekærlighed er indlysende rigtigt, viser at han måske burde ændre sin moralske teori og håbe en anden kunne lykkes bedre, eller ændre sin mening om at Gud ikke findes.
Tak for din kommentar David. Jeg var ikke klar over den nuance og det gør kun forholdet mere interessant.
Jeg tror også at folks misforståelser over evolutionen bunder i en art samme forkerte brug af ordet "tilfældighed". Evolution ved naturlig selektion er i høj grad en ikke-tilfældig mekanisme (giver det overhovedet mening at snakke om "tilfældige mekanismer" - altså er det så overhovedet mekanismer?). Alligevel siger folk tit "Evolutionen er helt tilfældig" og "det er helt tilfældigt at vi er som vi er" osv osv.
Man skulle så sige at "du er sådan her at helt arbitrære grunde", men det er ikke tilfældigt, fordi der er evolutionære rationaler bag dine genetisk disponerede moralske software.
Har jeg forstået det ret?
Hej David,
Jeg er glad for at du mener, at jeg rimeligt godt har vist at vores moralske adfærd ikke er at resultat af ren tilfældighed. Det var nemlig også det eneste jeg ønskede at vise ... eller rettere... sandsynliggøre. Det sidste videnskabelige ord er jo nok ikke sagt i den sag endnu.
Det er altså sandsynligt at det er en naturlig (og ikke ustyret) mekaniske, der har været med til at danne det moralsæt som vi har, der hylder altruisme som en fundamental værdi ... repræsenteret ved den gyldne regel "gør imod andre som du ønsker de skal gøre imod dig".
Det forekommer mig nu også at det netop "tilfældighed" og ikke "uden hensigt" Jens Madsen snakker om, når han skriver:
"Et andet problem med denne tilgang til moral er, at det vil være en ren tilfældighed, at mennesket er disponeret til at handle altruistisk."
... men det kan du og Jens sikkert finde ud af internt.
Når du så snakker om "hensigt" og "intention", så er du langt ud over hvad jeg ønsker at vise, eller betragter som relevant. Jeg kan ikke se noget behov for at der skulle være "hensigt" med naturkræfter eller andre naturgivne forhold. Det forekommer også at det eneste, der ville kunne "have en hensigt" med en naturkraft ville være en "gud" (du ville jo nok mene Jahve).
Jeg føler altså absolut intet behov for at tillægge min moralske adfærd nogen som helst anden objektiv betydning end at "sådan er naturen bare". ... hensigt virker for mig i den sammenhæng absurd. Som jeg tidligere har fortalt dig, så finder jeg det ækvivalent til at kræve at der skulle være en hensigt med PI (3.1415926..) før at man ville acceptere det som en sandhed. Absurd tanke...
På samme måde ville det være absurd at sige at regnbuer ikke kunne eksistere uden en hensigt. (syndfloden o.s.v.). Din trosfælde Jens Bruun Kofoed har da også netop sagt at han tror på, at regnbuer eksisterede før syndfloden. De er nemlig et naturfænomen!
http://www.apologetik.dk/?p=405
Personligt føler jeg ikke noget behov for at der skal være en hensigt med regnbuer, for at jeg kan betragte dem, syntes de er smukke og fascineres over at lys er elektromagnetiske svingninger, der overholder Maxwells ligninger og dermed brydes i regndråber. Sådan er det bare! Faktisk er tanken om at sådan et naturfænomen skulle være mere værd, hvis det havde en hensigt i sig selv absurd for mig.
Jeg kan altså ikke se at moral kræver en hensigt for at være sand moral. Det ville IMO være det samme som at kræve at gud skulle stå bag den. Det er et cirkelargument. Du kan ikke argumentere imod at moral kan eksistere uden gud ved bare at sige at sand moral kræver gud/hensigt.
Det virker også underligt, da den gyldne regel eksisterer i talrige religioner inkl. (og især) i Buddhismen, hvor der jo ingen guder er.
Peter
Hej Malte
Ja du har forstået mig rigtigt. Det er ikke rigtigt at sige at evolutionen er en tilfældig proces. Det er ikke tilfældigt at jeg opfører mig som jeg gør, qua evolutionsteorien - det er der en grund til. Man skal dog nok passe på med at bruge ordet mekanisme, og så mene at det kan bære hele vejen. Jeg har svært ved at se hvordan evolutionen udvælger mekanismer - ala funktioner, som en funktionuden en form for rationel styring. Hjertefunktionen er udvalgt, eller har overleveret den naturlige udvælgelse. Men evolutionen er "blind" - den ser intet som godt eller funktionelt, som den derefter udvælger. Det der er, er det der har overlevet evolutionens syre: naturlig udvælgelse. Hjertefunktionen er ikke udvalgt som et "blodcirkulationssystem", men blot som fysiske ting, der står i fysiske relationer til andre fysiske ting. Det er også alt, der er ved vores moralsk adfærd. Disse fysiske(biologiske, eller biokemiske) forhold/funktioner er ikke udvalgt, som moralske, rigtige, gode eller andet. Men er blot ikke blevet udryddet, og det eneste rationale vi ser i det, er at de hjalp med til at sikre de 4F'er: Fleeing, Fighting, Feeding and Reproduction.
For mig at se er alt, hvad en der tror på evolutionsteorien og er naturalist, er berettiget til at sige angående vores moralske adfærd: "der er en evolutionær forklaring på hvorfor du opfører dig sådan, og på hvorfor du kalder denne opførsel god, enhver dybere mening er illusorisk."
Send en kommentar