SARA THUSTRA

Flytteri

2007-05-18T20:42:00.000+02:00

Mine aktiviteter rettes nu mod denne blog.

Artikel: "Zen into Science"

2007-03-13T15:17:00.000+01:00

Denne gang en spændende artikel-henvisning og en kort introduktion. Måske det bliver et tilbagevendende tema at "anmelde" artikler?

Jeg har i den sidste uge læst en masse om Zen-meditation og de erfaringer man kan udlede fra Zen-buddhismen. Lad mig med det samme slå fast: Der er intet religiøst i min søgen efter disse idéer (udgangspunktet, søgen efter mening, er kun den samme. Men endepunktet er væsentligt anderledes. Læs videre). Jeg mener at kunne bruge en masse af de erfaringer man har gjort sig indenfor Zen, ved at barbere alle religiøse forestillinger af. Hvad kan Zen-meditation så være for mig? Det kan være praktiske kognitive værktøjer til at træne og kontrollere min bevidsthed (denne definition er meditation i sin profane betydning - selvom mange andre meditationsteknikker bygger på alskens metafysiske forestillinger). Jeg siger "kan være", fordi jeg ikke rigtigt har absorberet idéerne endnu, mere end at jeg kan forestille mig omridset, grundpointerne og en agtig-oplevelse af meditationen.

En stor inspiration har jeg fundet hos psykologen Dr. Susan Blackmore (tjeck frisuren!). Hun har tidligere forsket i "paranormal psykologi" (dvs. undersøgelser af fx. ud-af-kroppen-oplevelser, telepati, clairvoyance m.m). Hun har dyrket Zen-meditation i 15 år og har, lader det til ifølge hendes skriverier, opnået nogle imponerende bevidstheds-værktøjer. I 1999 skrev hun bogen "The Meme Machine", en undersøgelse af kulturel evolution, og siden har al hendes virken taget udgangspunkt i teorien om Memer - på engelsk "Memetics". Det er ikke en konstitueret videnskab (endnu), men snarere en proto-videnskab (ikke at forveksle med pseudo-videnskab). En kort oversigt over teorien kan læses her: "About memes"

Jeg tror at specielt evolutionsteori har to forståelsesplaner: (1) Intellektuel forståelse og (2) Kropslig forståelse. Da jeg første gang stødte på evolutionær psykologi og memetik fik jeg for første gang en total kropslig forståelse af evolution, dvs. det var som om al min bevidsthed rettede sig mod at forstå ting i evolutionært perspektiv: Det blev en universel teori. Vi skal ikke arbejde sådan i videnskabelig sammenhæng, for der er ingen teori der kan forklare alt (specielt nyttigt i hvert fald), men oplevelsen af evolution som en "universel syre" (Dennett, 1993), hjælpler utroligt meget på at tilegne sig perspektivet! Nu kan jeg sagtens abstrahere for dens indflydelse i tilfælde hvor det ikke er så vigtigt, men teorien vil hele tiden ligge i baghovedet. Som jeg tidligere har skrevet om (http://blog.tv2.dk/politikerleden/entry66904.html?ss) kan der være noget elektrisk over disse "kropslige forståelser" af verden, noget jeg sammenligner med de "religiøst-spirituelle" oplevelser andre mennesker kan have. Det må i mange henseender være samme neurokemiske reaktion, der skaber disse tilstande af "komplet indsigt" (og dette ER en TILSTAND - det er ikke komplet indsigt i sin teoretiske betydning). Man kunne så spørge: Hvorfor ikke bare give den gas med alle de spirituelle tilbud, hvis de giver samme følelse? Dertil kunne man svare (og det gør jeg): Det gør jeg ikke, fordi det ville kræve en total ændring på mit verdensbillede, i form af alle dertilhørende forestillinger (og der er mange) om metafysiske principper og væsener. Disse forestillinger er unødvendige i min tilegnelse af de bagvedliggende funktioner, som forestillingerne dækker over. Et eksempel: Hvad betyder det at man "retter sin bevidsthed mod Yogi-templet i Tibet, så Stor-mester-Yoda kan opfange dine Kundalini-energier". Det betyder: "Ret din bevidsthed mod et fiktivt punkt i verden, så du ikke distraheres af andre tanker". Sådan! Dette er et helt simpel kognitiv værktøj, der kan hjælpe dig med at være opmærksom, men det er ikke nødvendigt at bruge ord som "Kundalini-jedi-essens" osv, for at kropsliggøre teknikken. Princippet jeg her sværger til kaldes "Occhams Razor" og bør være udstyret i ethvert menneske. Læs: Wikipedia om Occams Razor

Derfor er det nu med stor glæde at jeg kan finde en kilde der blander såkaldte "spirituelle" erfaringer med kritisk videnskabelig metode. Som Blackmore gør opmærksom i artiklen at hendes opfattelse af Zen ikke inkluderer hverken Guder, en mystisk sjæl inde i kroppen, metafysik, en absolut mening med livet osv. Artiklen er nederst på siden. Jeg håber den bliver læst og diskuteret!

Jeg vil måske skrive mere om Zen i fremtiden, alt efter hvor effektivt det kommer til at fungere. Indtil videre har jeg haft meget nemmere ved at løbe mine længste søndags-ture på 20 km, ved at benytte mig at nogle af de værktøjer :)

Hep hep
------------

Artiklen: "Zen and Science"

Om oceaniske oplevelser og Dennetts "HADD"

2007-02-21T12:39:00.000+01:00

Dette indlæg er opstået som svar på Fickenkriegers spørgsmål i følgende tråd: http://blog.tv2.dk/fickenkrieger/entry66066.html

Vi var blevet enige om at der principielt godt kunne eksistere et lukket system, som kan fungere fuldstændigt uafhængigt, selvom det systemet var blevet ”skabt”. Fickenkrieger vedholdt dog at Gud godt kan skabe visse anomalier (undtagelser, dvs. at gribe ind i systemet og ændre ting). Jeg var dog skeptisk over hvordan man skulle kunne erkende Guds indgriben i verden, hvis denne Gud pr. definition er u-erkendbar. Fickenkrieger accepterer at der her er ”tale om ren og skær tro”. Hvortil han så spørger mig:

”Men hvis du fik en religiøs oplevelse, hvordan ville du så håndtere den?”

Her er mit svar på hans spørgsmål.
Først må jeg spørge dig, Fickenkrieger: Hvad mener du, når du tænker på en religiøs oplevelse?
Jeg får ofte det Freud kaldte for "oceaniske" følelser, når jeg har oplevelser af at forstå verdens indretning - og så alligevel ikke forstår den. Det er en paradoksal følelse af uendelighed og sammenhæng, ja en oplevelse af at ”alt er ét”, som vi i religiøst regi bl.a. ser det hos panteisterne. Hver gang man graver længere ned i virkeligheden, fyldes man med større ærefrygt over dette under AT DER EKSISTERER NOGET. Du ved vel at jeg har hang til denne slags "spirituelle" følelser, fickenkrieger - men er de religiøse? Nej. Jeg siger nemlig disse ting, og jeg oplever dem, med en accept for at mine kognitive færdigheder godt kan fejle og "overreagere" i deres tolkning af virkeligheden. Vi er fra naturen udstyret med et avanceret tolknings-software, der kan gøre sig utrolige abstraktioner for at forudsige fremtiden. Men det er ikke en ufejlbarlig software.

Et eksempel på dette er:
Jeg er ude at løbe i skoven og har pludselig oplevelsen af at træerne bevæger sig og snakker til mig. Jeg stopper måske op og lytter efter: Snakker de virkelig til mig? Måske svarer jeg dem endda - bare for at være sikker. Jeg føler mig måske dum bagefter, eller også så får jeg en svagt pirrende følelse af have oplevet noget helt særligt: Min egen lille hemmelighed ude i skoven, om en fantastisk hændelse, som ingen andre var vidner til.

En af de softwares vi har stor nytte af i dagligdagen er det den amerikanske filosof Daniel Dennett kalder for ”the intentional stance”, dvs. vores evne til at opdage og kode intentioner i vore omgivelser. Vi er så gode til det her, at vi nogle gange tolker for meget på naturen, hvilket resulterer i at vores intentionalitets-tolkning går på overdrive og ender i fænomenet ”HADD” (Hyperactive agent detection device). Dennett:

“The memorable nymphs and fairies and goblins and demons that crowd the mythologies of every people are the imaginative offspring of a hyperactive habit of finding agency wherever anything puzzles or frightens us.” (fra Breaking the Spell, 2006)

Dette gør mine "oceaniske følelser" en smule mere profane, da jeg accepterer at der ikke er noget overnaturligt på spil, men at det højst sandsynligt blot er min kognitive software der overreagerer. Sammenlignet med eksemplet om træerne, så kan følelsen af universets uendelighed eller opdagelsen af biosfærens storslåede diversitet, let ledsages af selvsamme "agentur-tolkning". Vi er bygget til at tillægge intentioner og agentur til alt i vore omgivelser, så hvad er mere oplagt end at tillægge intention bag selve universet - altså, "dét at der er noget"? Der er selvfølgelig et skabende væsen (Gud) bag hele denne fantastiske verden, og denne Gud forsøger selvfølgelig at fortælle os noget igennem tegn (dine anomalier) og "religiøse oplevelser" (mine oceaniske oplevelser).

Moralen i generne eller: Hvorfor alt ikke er tilladt når Gud er død

2007-02-14T10:17:00.000+01:00

Der er visse problemer forbundet ved et liv uden Gud, og jeg vil i det følgende behandle et af de mest udbredte: Hvordan det er muligt at leve et moralsk liv, på trods af at man ikke godkender universelle sandheder. En kritik af ateismen er, at den i princippet må acceptere alle slags holdninger, fordi der ikke er noget sandheds-hierarki i moralen. Dette er ikke tilfældet hos de fleste ateister, hvorfor de i så fald ikke er helt ærlige: De tror altså på noget absolut (fx. at man ikke må slå nogen ihjel). De fleste ateister er altså troende i følge denne udlægning. Men tillad mig så at påpege en ret banal, men dog vigtig pointe: En teist tror på en entitet hinsides den naturlige verden (vi kalder den Gud). Dette er en anden slags tro end troen på at en given etik eller politisk filosofi er til det bedste for mennesket (som jeg tror er den måde de fleste bedriver etik på). Ateisten kan ikke begrunde sit moralske kodeks gennem en almægtig Gud, men dette umuliggør ikke en moralsk tilværelse. Hvorfor dette er tilfældet, vil jeg begrunde på baggrund af et citat fra en bruger på blog.tv2 (magnethead):

"Et menneske kan i min mening ikke leve et liv, hvor det accepterer det arbitrære i sin egen moral - altså at mennesket accepterer fuldt ud, at man med lige stor berettigelse kan mene det helt præcist modsatte [...]. Ateisme er derfor et umenneskelig ideal."

Ateistens moral er arbitrær i den forstand at man ikke kan begrunde den absolut. Men denne konstatering ignorerer fuldstændigt at vi er genetisk disponerede til at følge helt specifikke moralske mønstre. Man kunne kalde dette for "naturens moralkodeks", men jeg er bange for at det kan misforstås som et metafysisk princip. Pointen man skal forstå er, at moral sagtens kan forklares som et naturligt fænomen. Vi behøver ikke Gud-teorien for at leve moralske liv - det sker helt spontant! Jeg nævner her nogle af de generelle indlagrede mekanismer som vi også deler med andre dyr. De er en meget grov skitsering af de sidste 40 års biologisk forskning i menneskelig adfærd, som netop har vist at vi fra naturens side er bestemt til at handle altruistisk. Læg i øvrigt mærke til sammenfaldet med religiøs moral (fx. de 10 bud).

(1) "Vær god mod din familie" er nok den mest primitive form for moral i naturen, men er også den nemmeste at forstå: Hvis dine afkom lever godt (dvs. har gode madforhold og forplejning), så får de selv flere afkom, og generne for denne adfærd spredes i genpuljen. Fænomenet kaldes for "slægtaltruisme".

(2a) "Behandl andre som du selv vil behandles" er udbredt i det meste af dyreriget og de fleste vil nok tænke på den famøse "Gyldne regel", som går igen i de fleste religioner. Bavianer der nusser hinanden i håret på skift, eller flagermus der deler deres bytte for på den måde at sikre sig til en fremtidig uheldig aften er gode eksempler. Dette fænomen kaldes reciprok altruisme.

(2b) "Du skal ikke lyve" er en vigtig mekanisme, for at reciprok altruisme skal kunne fungere. Der er en fristende mulighed for modtager-flagermusen i at blot tage imod mad-gaven og ikke give noget tilbage selv. Men flagermus er kodet for at huske hvem der overholder reciprociteten, og hvem der ikke gør. At ikke gengælde gaven, vil være at skyde sig selv i foden, for ingen vil dele med en snylter.

(3) "Vær generøs mod din gruppe". Det ultimative styrketegn i naturen er krævende og unødvendige ting, såsom overdådige fjerpragter (påfuglehannen som bedste eksempel). De er ornamenter, som kun tjener den funktion at de skal være symboler på det overskud værten besidder (Den israelske zoolog Zahavi kalder dette for "Handicap-princippet"). Det er med andre ord status some er målet, og med status følger der flere seksuelle partnere og derfor flere afkom med samme hardware som status-forældren. Social generøsitet er et alment menneskeligt ornament (i software form, om man vil), som vi til dels er disponeret genetisk til, men som vi også kan bruge aktivt og strategisk i vores moderne tilværelse, som et status-symbol. Et fint eksempel på en bevidst aktiv brug af denne mekanisme er såkaldt direktør-filantropi, der via massive bidrag til tredje verdens lande, også øger salget af virksomhedens produkter.

Det skulle nu være klart at et liv uden Gud ikke fører til et liv uden moral, for moralen er en naturlig tilstand. Et liv uden moral kaldes i den forstand psykopati, for da har man mistet netop de komponenter i kroppen som koder for moralsk adfærd. Når vi som politiske aktører artikulerer moralske imperativer eller argumenterer for en bestemt politisk ideologi, er det ikke meningløs og arbitrær adfærd. Vi bliver forarget over vold og dårlig adfærd, fordi vores krop dikterer denne følelse. Hvem kender ikke mavefornemmelsen efter at have overværet en voldtægt på film? Dette er ikke din tyngende moralske fornuft. Dette er ikke Gud der fortæller dig at du skal have det dårligt. Det er din genetiske arv.

Fem former for gudløshed

2007-02-11T18:09:00.000+01:00

Vi adskiller oftest det religiøse rum i to grupper: Troende og ateister. Og på spørgsmålet om guds eksistens kan der også i al sin enkelthed svares to ting: (a) Ja, jeg tror på Gud og (b) Nej, jeg tror ikke på Gud. Men er det så simpelt? Vi vil givetvis finde ud af, at de fleste mennesker gør sig en del flere tanker end blot ovennævnte positioner (a og b). Både troende og ateister har deres egne individuelle forestillinger om universets indretning, og dette spejler sig også i deres position angående eksistensen af Gud: Hvem/hvad er Gud egentlig overhovedet, og hvad kan vi overhovedet vide om Ham/Hende/Den? Det er åbenlyst at der eksisterer en enorm diversitet mellem trosretningers gudsopfattelser, selv inden for de formelle institutioner og grupperinger. Grosbøll, der ikke troede på en skabende gud, er et nutidigt eksempel på hvor pluralistiskt det religiøse landskab er. For nu vil jeg blot være så grov at putte alle de troende ned i samme klassifikation: Teisme. Det samlende princip for al teisme mynder således ud i følgende definition: En teist er en person der tror på en metafysisk gud der kan intervenere i naturen. Begrebet Gud kan betyde en personificeret entitet, et princip, en kraft etc. Fælles for alle disse forestillinger er, at denne ting, Gud, kan øve indflydelse på vores verden (være det selve skabelsen af verden eller blot bestemmelsen af kærlighedslivet hos mennesker født i tyrens tegn).

Når det kommer til den anden side, ateismen, er det straks værre at finde hoved og hale i, hvad det er der samler folk. Ateisme er i sin natur en negation af troen på Gud, og det er som bekendt svært bare at definere sig som Rasmus-modsat, for “bortset fra at du ikke er enig med mig, hvad mener du så selv??” Helt konkret opstår problemet i diskussionen mellem teisten og ateisten, hvor teisten bliver forbløffet over ateistens manglende tro på Gud (og Gud forstås igen bredt, jf. ovenstående definition). En typisk kommentar fra teisten vil derfor være: “Jamen, hvis du ikke tror på Gud, hvad tror du så på?” Problemet med dette spørgsmål er, at teisten implicit inddrager noget som ateisten pr. definition ikke accepterer: Det overnaturlige. Ateisten kan ikke bare svare: “Jeg tror på at tyngdekraften vil få denne kop til at falde til jorden hvis jeg slipper den”, for det vil være en total fordrejning af diskussionens betydning af ordet tro. Ateisten er i negation af den brede definition af guder, som vi gav foroven, og kan derfor ikke svare positivt på spørgsmålet “Hvad tror du så på?”. Ateisten kan i første omgang kun svare: “Jeg tror ikke på noget” (... af den art). I anden omgang kan vi uddybe hvad vi egentlig mener, når vi siger at vi ikke tror. Jeg mener at der gælder samme forhold for ateisterne, som teisterne, at der i princippet er utallige positioner indenfor klassifikationen ateisme. Men for nemhedens skyld vil jeg inddele skalaen i fem former. Den spænder fra streng skepticisme (1) til totalt overbevist ateisme (5). Som nævnt tidligere, defineres ateisme overordnet som negationen af teisme (jf. definitionen af dette).

1. Agnostikeren insisterer på at det eneste vi kan vide om Guds eksistens er, at vi ikke kan vide noget om det. Da Gud er udenfor den målbare og sanselige virkelighed, så kan hverken teisten eller ateisten begribe hvad de snakker om. Agnostikeren står således fuldstændig fortabt i midten af diskussionen om Gud, fordi parterne på hver sin side dybest set snakker nonsens. Selvom agnostikeren ikke tror på Gud, så er denne position altså karakteriseret ved en opgivelse af selve det den er en position til.

2. Den passive ateist er dybest set ligeglad med hele stridspunktet og gør ikke det store nummer ud af at diskutere om Gud eksisterer eller ej. Den passive ateist er dog stadig ateist, i den forstand at hun ikke tror på Gud. I en verden uden religion, ville alle mennesker sandsynligvis være lige netop sådan.

3. Den aktive ateist har givetvis gennemgået stadie 1 og 2 i omvendt rækkefølge: Først ligegyldighed (stadie 2: passiv ateisme), dernæst en interesse for spørgsmålet om Guds eksistens, hvilket leder til erkendelsen om at spørgsmålet dybest set ikke giver mening, da det omhandler ting uden for denne verden (stadie 1: agnosticisme). Springet fra agnosticisme til aktiv ateisme, foretages i det øjeblik man indser usandsynligheden af Gud. Den aktive ateist benægter således eksistensen af Gud, men er ikke totalt overbevist (som i stadie 5). Benægtelsen forstås således, at da man ikke har nogen beviser for Guds eksistens (der pr. definition er uden for bevisernes verden), så må man antage at Gud heller ikke eksisterer. Denne slutning er fuldstændig ens med den ret udbredte benægtelse af Tor og Odin, så længe der ikke er nogen beviser for dem. Læg mærke til nuanceringen af denne position: Den aktive ateist er principielt set agnostisk om Gud, men det er netop principielt fordi det gælder for alle vores forestillinger: Vi kan aldrig være 100% sikker på noget, for der findes ikke Sandhed med stort S. Det er i den forstand forvirrende at gøre et stort nummer ud af at være agnostisk om Gud, da vi alligevel må acceptere det som en fundamental erkendelses-præmis. Der findes kun sandsynlighed og Gud er både ekstremt usandsynlig og komplet tilfældig.

4. Anti-teisten mangler ikke kun troen på Gud, men mangler også troen på religionerne i en sådan grad at hun decideret modsætter sig deres eksistens. Dette kan være af politisk-personlige grunde - at man mener religion er skadeligt for den menneskelige tilstand. Anti-teisten kan altså i princippet være på stadie 1, 2, 3 og 5 (der vedrører eksistensen af Gud), men er i forlængelse af dette modstander af religion (i praksis er det nok mest stadie 3 der supplerer med dette). Sekularisering er i den forstand ikke nok, da målet i sidste ende er en verden uden religiøse følelser - og derved religion. Anti-teisten trækker derfor på skuldrene af imperativer som “Du må ikke krænke en persons religiøse følelser”, da dette netop er problemet med religionen - den er hellig.

5. Den metafysiske ateist er med på listen snarere som et kuriosum, end som en statistisk realitet. Der er også en vis nødvendighed i at have denne position med, da skalaen så danner en fuld bredde for hvordan man kan ikke-tro på Gud. Den metafysiske ateist er således den diametrale modsætning til agnostikeren, fordi hun er i sin bogstaveligste forstand overbevist om at Gud ikke eksisterer. Det groteske og paradoksale ved dette er selvfølgelig at den metafysiske ateist påstår noget absolut (en Sandhed med stort s), når ethvert fornuftigt menneske godt ved at dette er noget forbeholdt Paven.

--------------

Jeg vil lade dette stå som en (farvet) konstatering over ateismens ansigter. Næste punkt på dagsordenen vil være en afgørelse om hvilken position der er mest forsvarlig at indtage. Det fremgår måske af min tekst, at jeg kun kan se stadie 3 (aktiv ateisme) som værende det eneste man logiskt set bør acceptere. Men der ligger i forlængelse af dette en diskussion om religion er decideret skadeligt for mennesket, dvs. om vi også bør indtage en anti-teistisk position (stadie 4).

Religiøs ateisme

2006-10-27T09:46:00.000+02:00

Et af mine dogmer i livet er at samtalen altid kan fortsætte så længe man er uenig - med det formål at man kan blive enige. Hvis vi skal blive lidt spekulative, så vil jeg faktisk påstå at ingen i virkeligheden er uenige om noget - nogen er bare ikke overbevist endnu (samtaler bør jo ideelt set mynde ud i at man bliver enige - dvs. den ene part bliver overbevist, eller begge parter modificerer deres standpunkt). I en diskussion arbejder vi allesammen ud fra en retning af homogenitet i standpunkter - dvs. vi vil gerne ensrette og få andre folk til at mene det samme som os, naturligt nok. I forlængelse af dette, så kommer her mit syn på et homogent forholdet mellem troen, det religiøse føllesskab og naturvidenskaben.

Subjektiv religiøsitet
Jeg tror at organiseret religion i høj grad ikke er hvad det udråber sig selv til at være. For det første så er en religions mangfoldighed netop så stor som dens tilhængere - hvert individ har sin egen gudsopfattelse når man får chancen til at spørge helt ind til kernen. Mange mennesker tror egentlig slet ikke på den gud som deres religion beskriver. De bøjer, de omformulerer, de undskylder og de skaber guder på ny (bare se på kristendom, islam og jødedom - er det ikke variationer over den samme monoteistiske gud?).

Dét som jeg tror er den altomgribende fællesnævner for mennesket, er en dyb beundring og ærefrygt for den ubegribelige verden vi eksisterer i. Vi kan kalde denne følelse for numinøs. Vi er allesammen rettet mod at forstå verden, men vil aldrig lykkes fordi der er ting i denne verden som er ubegribelige. Dette faktum alene er jo grund til at blive troende i en vis forstand (dvs. nogle tanker må man jo gøre sig en gang i mellem). Albert Einstein er utallige gange blevet misforstået som at være religiøs, men i virkeligheden var han bare så dybt forundret over universet at han ofte omtalte denne ubegribeligheden som gud! Der er ikke nogen person oppe i himmelen der sidder og tænker på os - gud er blot det fascinerende faktum at verden eksisterer. Hallelujah, så skal jeg være den første til at springe ud af skabet som dybt religiøs ateist!

Organiseret religiøsitet
Den organiserede religion tilbyder et fællesskab, hvor individet kan dele denne dybe ærefrygt for verden og det ubegribelige. Det betyder mindre at gudsopfattelsen er selvmodsigende og ikke konsistent - dét der betyder noget er at man kan dele ærefrygten og numinøsiteten med hinanden, for den har vi alle tilfælles. Grunden til at man lander i en given religiøs gruppe, må afhænge af kultur og tilfældighed. Grunden til at man overhovedet lander i en religiøs gruppe, hænger sammen med sociale- og økonomiske forhold, eksistentielle problemer, indoktrinering og fællesskabsfølelsen (disse bør uddybes, ja).

Derfor tror jeg at en stor del af disse mennesker i virkeligheden er misforståede mennesker, som har fået deres metafysiske overbevisning forvirret i den store suppedas, som de organiserede religioner udgør. De er som os alle de andre, religiøst-anlagte ateister, der overfor verdens ubegribelighed står måbende.

Video: Dawkins ved TEDTalks

2006-10-16T21:35:00.000+02:00

Starter hermed en tradition på bloggen: Video-links. Jeg er selv en massiv samler af dokumentarer, interviews og forelæsninger om videnskabelige og filosofiske emner, så når jeg falder over noget, vil jeg fremover poste det her!

Første video fra video-google:
"Queerer Than We Can Suppose: The Strangeness of our universe"

Første video er et foredrag holdt af den britiske forfatter og evolutionære biolog Richard Dawkins. Nogen kender ham også som nutidens mest højtråbende ateist, bl.a. kendt for hans kontroversielle dokumentar på BBC: "The Root of All Evil" og hans nyeste bog "The God Delusion". Dawkins er kompromisløs i sit mekanistiske darwinistiske verdensbillede og hans tankesystem er utroligt sammenhængende, men han mangler seriøse social-skills og jeg kan af den grund bedre lide hans solo-foredrag end hans dokumentarer, hvori han som oftest ender med at blive rasende på sine religiøse modstandere.

Titelen på foredrag "Queerer than we can suppose" beskriver menneskets erkendelsesmæssige forhold til universet. Dawkins mener ikke at universet er særligt bøsset, men blot at det er mærkeligere end vi aner (i egentlig forstand mærkeligere end vi kan ane - men se nu videoen også!). I løbet af de 22 minutter snakker han bl.a. om hvorfor den uheldige Albert Stubblebine gentagende gange fejler i at gå igennem væggen på sit kontor (stof/materie består jo som nævnt af 99% ingenting, så det skulle da være muligt!). I forlængelse af dette udvider Dawkins eksemplet til at forklare hvorfor mennesker og andre organismer i "middle-world" opfatter sten, træ og gipsvægge i ens kontor som solide. I følge videnskaben er de jo strengt taget intet, men vi opfatter dem som solide fordi vi i den evolutionære udvikling har haft stor nytte af det.

Dawkins er som altid en brilliant formidler af kompliceret videnskab. Dette er et af de bedste video-klip jeg har set med ham endnu, og jeg bliver stadig helt fascineret efter at have set det 3-4 gange nu. Til slut et citat, der rummer essensen meget godt:

"Middle-world is the narrow range of reality which we judge to be normal, as opposed to the queernes of the very small, the very large and the very fast"
Richard Dawkins

Mening med materialismen?

2006-10-12T23:25:00.000+02:00

Måske. Det kommer an på om du vil være med. Jeg tænkte egentlig at hele projektet her ville være formålsløst hvis dem der kiggede med ikke bidrog med noget. Men kræver det så ikke at de ved hvad de skal bidrage med? Jo. Men det kommer vi til. Kort sagt kan jeg sige at bloggen her skal handle om en masse ting, bl.a. om man kan leve et lykkeligt liv uden Gud og finde livsglæde blot ved at videnskabeligt verdensbillede.

Nogle af de masse andre ting vil være:

Hvorfor handler mennesker som de gør og hvorfor handler de overhovedet? (Et kig ind i den evolutionære psykologi giver en masse svar!)
Hvad skal og kan vi tro på her i verden? (Sloganet øverst på siden afslører mit eget ståsted - forklaring følger)
Når mennesker gør ufatteligt stupide ting, er det så af deres egen fri vilje eller en ydre/indre magt- og hvad betyder fri vilje og frihed overhovedet? (Filosoffen og neuropsykologen Daniel Dennetts, der udfolder sit prægtige skæg til højre, har et ret interessant bud på dette, jeg skal bare lige læse hans bog!)
Apropos bøger: Så vil jeg løbende lægge indlæg op med referencer til videnskabelige og filosofiske bøger, artikler og andre informationskilder (google-video som en ny favorit i øvrigt)
Vi skal også se på det evolutionære perspektiv i at slå hovedet mod en stak mursten (som alt andet i universet består mursten jo af 99% ingenting, men alligevel gør det pisse ondt når vi prøver at lege ninja - Hvorfor?)

Altså: Det skal handle om mennesker. De er nogle mærkelige nogen, så mærkelige at de sidder bag deres menneskeskabte computerskærme og prøver at forklare deres eget lille mysterie i stedet for bare at leve deres mærkelige liv (dét vender vi nok også tilbage til). Imens kommer vi rundt om forskellige områder indenfor videnskaberne, oftest blandet op med en sjat filosofi. Dét var indholdet, og nu til meningen med materialismen

Forklaring fulgte
Bloggen skal handle om en masse spændende ting i menneskelivet, men det er på visse præmisser. Øverst på siden står sidens slogan: "Metafysisk materialisme som glædesbudskab" (NB: dette var bloggens første slogan, der siden har ændret form efter lyst). Sætningen er den mest forvirrende og præcise måde jeg kan forklare projektet på.

Den er forvirrende fordi begrebet 'materialisme' oftest associeres til personers problematiske forhold til forbrug og shopping. I denne sammenhæng skal materialisme dog opfattes som en måde at opfatte verden på: Materialismen er fri for alle overnaturlige elementer og bygger sit verdensbillede på dét videnskaberne kan fortælle os. Der er mere mellem himmel og jord, men hvorfor skal vi beskæftige os med det, når intet kan vide om det? For det andet: Ordet 'metafysik' er i sig selv forvirrende. Man plejer som oftest at beskrive begrebet som "dét der ligger hinsides det fysiske". "Metafysisk materialisme" er desuden problematisk fordi 'materialisme' i sagens natur er ikke-metafysisk (da det materielle er fysisk og derfor dennesidigt fremfor hinsidigt).

Sætningen er til gengæld præcis fordi 'materialismen' i en hvis forstand er metafysisk, da den hævder at der ikke findes nogen verden "på den anden side" (dvs. i metafysikken). Af den grund bliver påstanden metafysisk, fordi den udtaler sig om dét der ligger hinsides den fysiske verden, dét som er på den anden side (og som altså ikke eksisterer). Materialismen udtaler sig altså om det den selv siger at man ikke kan udtale sig om. Gisp.

Men der er også et andet agenda med bloggen her. Sagt meget kort, så er jeg rigtig træt af at det materialistiske og videnskabelige verdenssyn identificeres som "kedeligt", "upersonligt", "skaber hovedpine", "siger intet om de dybe og vigtige ting i livet" og "ikke besidder lidenskab og fascination af livet". Jeg vil vise at ingen af disse mærkater behøver at passe. Mennesker der optages af videnskab er ikke triste grå personer. De er aktive og indlevende mennesker, der forsøger at begribe en verden der virker ubegribelig gennem forklaringer. Men vi begriber og forklarer ikke bare for at gøre det. Forklaringerne er intrasubjektivt objektive og derfor tilgængelige for alle. De er subjektive fordi de i sidste ende erkendes i vores eget subjekte sind, men er forbundet af et intranet af andre subjekter. Disse andre subjekter kan være enige og uenige med forklaringerne fordi forklaringerne er åbne for alle (deraf objektiviteten - modsat forklaringer som kun giver mening for "indviede" subjekter). Pga. forklaringernes intrasubjektive objektivitet kan vi samles om dem og bør allesammen kunne forstå dem. Som modsætning står alle de idésæt der hævder en "anden verdens eksistens" eller "ting som videnskaben ikke kan forklare". Jeg gentager mig selv: Hvis videnskaben ikke kan forklare dem, hvordan kan du så? De overnaturlige tankesystemer har den svaghed at oplevelsen af "en anden verden" er strengt subjektiv (den foregår i ens eget sind og kan ikke deles med andre - være den sand eller ej). Vi behøver ikke det overnaturlige for at acceptere at universet er ubegribeligt og for evigt uden for videnskabens rækkevidde.

Vi burde omfavne alle de vidunderlige opdagelser som videnskab og kritisk tænkning kan give os. Det er dovent og asocialt at forfalde til mystiske og spirituelle verdensforklaringer. En naturalistisk verdensopfattelse kan være drevet af en dyb glæde og lidenskab - som i øvrigt kan forklares videnskabeligt.

Så fik vi også nævnt titlen på bloggen. Velkommen.

Indledende velkomst

2006-10-12T23:10:00.000+02:00

Vil dette ende som en selvformidlende dialog med mig selv eller vil nogen deltage i projektet? At starte en blog har været på min indre ønskeliste i et stykke tid, da jeg har læst spændende engelske blogs om alverdens ting og mennesker. Jeg har dog været i tvivl om den skulle være dansk eller engelsk, men efter at Tv2 lavede et indslag og sidenhen oprettede deres egen blog-server, så ser det ud som om at der er kommet skub i folks blogskriverier i Danmark. Jeg håber selvfølgelig at blive en del af dette kommende netværk!

Stadig ingen forklaring på bloggens indhold - men den følger.