Denne gang en spændende artikel-henvisning og en kort introduktion. Måske det bliver et tilbagevendende tema at "anmelde" artikler?
Jeg har i den sidste uge læst en masse om Zen-meditation og de erfaringer man kan udlede fra Zen-buddhismen. Lad mig med det samme slå fast: Der er intet religiøst i min søgen efter disse idéer (udgangspunktet, søgen efter mening, er kun den samme. Men endepunktet er væsentligt anderledes. Læs videre). Jeg mener at kunne bruge en masse af de erfaringer man har gjort sig indenfor Zen, ved at barbere alle religiøse forestillinger af. Hvad kan Zen-meditation så være for mig? Det kan være praktiske kognitive værktøjer til at træne og kontrollere min bevidsthed (denne definition er meditation i sin profane betydning - selvom mange andre meditationsteknikker bygger på alskens metafysiske forestillinger). Jeg siger "kan være", fordi jeg ikke rigtigt har absorberet idéerne endnu, mere end at jeg kan forestille mig omridset, grundpointerne og en agtig-oplevelse af meditationen.
En stor inspiration har jeg fundet hos psykologen Dr. Susan Blackmore (tjeck frisuren!). Hun har tidligere forsket i "paranormal psykologi" (dvs. undersøgelser af fx. ud-af-kroppen-oplevelser, telepati, clairvoyance m.m). Hun har dyrket Zen-meditation i 15 år og har, lader det til ifølge hendes skriverier, opnået nogle imponerende bevidstheds-værktøjer. I 1999 skrev hun bogen "The Meme Machine", en undersøgelse af kulturel evolution, og siden har al hendes virken taget udgangspunkt i teorien om Memer - på engelsk "Memetics". Det er ikke en konstitueret videnskab (endnu), men snarere en proto-videnskab (ikke at forveksle med pseudo-videnskab). En kort oversigt over teorien kan læses her: "About memes"
Jeg tror at specielt evolutionsteori har to forståelsesplaner: (1) Intellektuel forståelse og (2) Kropslig forståelse. Da jeg første gang stødte på evolutionær psykologi og memetik fik jeg for første gang en total kropslig forståelse af evolution, dvs. det var som om al min bevidsthed rettede sig mod at forstå ting i evolutionært perspektiv: Det blev en universel teori. Vi skal ikke arbejde sådan i videnskabelig sammenhæng, for der er ingen teori der kan forklare alt (specielt nyttigt i hvert fald), men oplevelsen af evolution som en "universel syre" (Dennett, 1993), hjælpler utroligt meget på at tilegne sig perspektivet! Nu kan jeg sagtens abstrahere for dens indflydelse i tilfælde hvor det ikke er så vigtigt, men teorien vil hele tiden ligge i baghovedet. Som jeg tidligere har skrevet om (http://blog.tv2.dk/politikerleden/entry66904.html?ss) kan der være noget elektrisk over disse "kropslige forståelser" af verden, noget jeg sammenligner med de "religiøst-spirituelle" oplevelser andre mennesker kan have. Det må i mange henseender være samme neurokemiske reaktion, der skaber disse tilstande af "komplet indsigt" (og dette ER en TILSTAND - det er ikke komplet indsigt i sin teoretiske betydning). Man kunne så spørge: Hvorfor ikke bare give den gas med alle de spirituelle tilbud, hvis de giver samme følelse? Dertil kunne man svare (og det gør jeg): Det gør jeg ikke, fordi det ville kræve en total ændring på mit verdensbillede, i form af alle dertilhørende forestillinger (og der er mange) om metafysiske principper og væsener. Disse forestillinger er unødvendige i min tilegnelse af de bagvedliggende funktioner, som forestillingerne dækker over. Et eksempel: Hvad betyder det at man "retter sin bevidsthed mod Yogi-templet i Tibet, så Stor-mester-Yoda kan opfange dine Kundalini-energier". Det betyder: "Ret din bevidsthed mod et fiktivt punkt i verden, så du ikke distraheres af andre tanker". Sådan! Dette er et helt simpel kognitiv værktøj, der kan hjælpe dig med at være opmærksom, men det er ikke nødvendigt at bruge ord som "Kundalini-jedi-essens" osv, for at kropsliggøre teknikken. Princippet jeg her sværger til kaldes "Occhams Razor" og bør være udstyret i ethvert menneske. Læs: Wikipedia om Occams Razor
Derfor er det nu med stor glæde at jeg kan finde en kilde der blander såkaldte "spirituelle" erfaringer med kritisk videnskabelig metode. Som Blackmore gør opmærksom i artiklen at hendes opfattelse af Zen ikke inkluderer hverken Guder, en mystisk sjæl inde i kroppen, metafysik, en absolut mening med livet osv. Artiklen er nederst på siden. Jeg håber den bliver læst og diskuteret!
Jeg vil måske skrive mere om Zen i fremtiden, alt efter hvor effektivt det kommer til at fungere. Indtil videre har jeg haft meget nemmere ved at løbe mine længste søndags-ture på 20 km, ved at benytte mig at nogle af de værktøjer :)
Hep hep
------------
Artiklen: "Zen and Science"
3.13.2007
Abonner på:
Opslag (Atom)