Dette indlæg er opstået som svar på Fickenkriegers spørgsmål i følgende tråd: http://blog.tv2.dk/fickenkrieger/entry66066.html
Vi var blevet enige om at der principielt godt kunne eksistere et lukket system, som kan fungere fuldstændigt uafhængigt, selvom det systemet var blevet ”skabt”. Fickenkrieger vedholdt dog at Gud godt kan skabe visse anomalier (undtagelser, dvs. at gribe ind i systemet og ændre ting). Jeg var dog skeptisk over hvordan man skulle kunne erkende Guds indgriben i verden, hvis denne Gud pr. definition er u-erkendbar. Fickenkrieger accepterer at der her er ”tale om ren og skær tro”. Hvortil han så spørger mig:
”Men hvis du fik en religiøs oplevelse, hvordan ville du så håndtere den?”
Her er mit svar på hans spørgsmål.
Først må jeg spørge dig, Fickenkrieger: Hvad mener du, når du tænker på en religiøs oplevelse?
Jeg får ofte det Freud kaldte for "oceaniske" følelser, når jeg har oplevelser af at forstå verdens indretning - og så alligevel ikke forstår den. Det er en paradoksal følelse af uendelighed og sammenhæng, ja en oplevelse af at ”alt er ét”, som vi i religiøst regi bl.a. ser det hos panteisterne. Hver gang man graver længere ned i virkeligheden, fyldes man med større ærefrygt over dette under AT DER EKSISTERER NOGET. Du ved vel at jeg har hang til denne slags "spirituelle" følelser, fickenkrieger - men er de religiøse? Nej. Jeg siger nemlig disse ting, og jeg oplever dem, med en accept for at mine kognitive færdigheder godt kan fejle og "overreagere" i deres tolkning af virkeligheden. Vi er fra naturen udstyret med et avanceret tolknings-software, der kan gøre sig utrolige abstraktioner for at forudsige fremtiden. Men det er ikke en ufejlbarlig software.
Et eksempel på dette er:
Jeg er ude at løbe i skoven og har pludselig oplevelsen af at træerne bevæger sig og snakker til mig. Jeg stopper måske op og lytter efter: Snakker de virkelig til mig? Måske svarer jeg dem endda - bare for at være sikker. Jeg føler mig måske dum bagefter, eller også så får jeg en svagt pirrende følelse af have oplevet noget helt særligt: Min egen lille hemmelighed ude i skoven, om en fantastisk hændelse, som ingen andre var vidner til.
En af de softwares vi har stor nytte af i dagligdagen er det den amerikanske filosof Daniel Dennett kalder for ”the intentional stance”, dvs. vores evne til at opdage og kode intentioner i vore omgivelser. Vi er så gode til det her, at vi nogle gange tolker for meget på naturen, hvilket resulterer i at vores intentionalitets-tolkning går på overdrive og ender i fænomenet ”HADD” (Hyperactive agent detection device). Dennett:
“The memorable nymphs and fairies and goblins and demons that crowd the mythologies of every people are the imaginative offspring of a hyperactive habit of finding agency wherever anything puzzles or frightens us.” (fra Breaking the Spell, 2006)
Dette gør mine "oceaniske følelser" en smule mere profane, da jeg accepterer at der ikke er noget overnaturligt på spil, men at det højst sandsynligt blot er min kognitive software der overreagerer. Sammenlignet med eksemplet om træerne, så kan følelsen af universets uendelighed eller opdagelsen af biosfærens storslåede diversitet, let ledsages af selvsamme "agentur-tolkning". Vi er bygget til at tillægge intentioner og agentur til alt i vore omgivelser, så hvad er mere oplagt end at tillægge intention bag selve universet - altså, "dét at der er noget"? Der er selvfølgelig et skabende væsen (Gud) bag hele denne fantastiske verden, og denne Gud forsøger selvfølgelig at fortælle os noget igennem tegn (dine anomalier) og "religiøse oplevelser" (mine oceaniske oplevelser).