10.27.2006

Religiøs ateisme

Et af mine dogmer i livet er at samtalen altid kan fortsætte så længe man er uenig - med det formål at man kan blive enige. Hvis vi skal blive lidt spekulative, så vil jeg faktisk påstå at ingen i virkeligheden er uenige om noget - nogen er bare ikke overbevist endnu (samtaler bør jo ideelt set mynde ud i at man bliver enige - dvs. den ene part bliver overbevist, eller begge parter modificerer deres standpunkt). I en diskussion arbejder vi allesammen ud fra en retning af homogenitet i standpunkter - dvs. vi vil gerne ensrette og få andre folk til at mene det samme som os, naturligt nok. I forlængelse af dette, så kommer her mit syn på et homogent forholdet mellem troen, det religiøse føllesskab og naturvidenskaben.


Subjektiv religiøsitet
Jeg tror at organiseret religion i høj grad ikke er hvad det udråber sig selv til at være. For det første så er en religions mangfoldighed netop så stor som dens tilhængere - hvert individ har sin egen gudsopfattelse når man får chancen til at spørge helt ind til kernen. Mange mennesker tror egentlig slet ikke på den gud som deres religion beskriver. De bøjer, de omformulerer, de undskylder og de skaber guder på ny (bare se på kristendom, islam og jødedom - er det ikke variationer over den samme monoteistiske gud?).

Dét som jeg tror er den altomgribende fællesnævner for mennesket, er en dyb beundring og ærefrygt for den ubegribelige verden vi eksisterer i. Vi kan kalde denne følelse for numinøs. Vi er allesammen rettet mod at forstå verden, men vil aldrig lykkes fordi der er ting i denne verden som er ubegribelige. Dette faktum alene er jo grund til at blive troende i en vis forstand (dvs. nogle tanker må man jo gøre sig en gang i mellem). Albert Einstein er utallige gange blevet misforstået som at være religiøs, men i virkeligheden var han bare så dybt forundret over universet at han ofte omtalte denne ubegribeligheden som gud! Der er ikke nogen person oppe i himmelen der sidder og tænker på os - gud er blot det fascinerende faktum at verden eksisterer. Hallelujah, så skal jeg være den første til at springe ud af skabet som dybt religiøs ateist!

Organiseret religiøsitet
Den organiserede religion tilbyder et fællesskab, hvor individet kan dele denne dybe ærefrygt for verden og det ubegribelige. Det betyder mindre at gudsopfattelsen er selvmodsigende og ikke konsistent - dét der betyder noget er at man kan dele ærefrygten og numinøsiteten med hinanden, for den har vi alle tilfælles. Grunden til at man lander i en given religiøs gruppe, må afhænge af kultur og tilfældighed. Grunden til at man overhovedet lander i en religiøs gruppe, hænger sammen med sociale- og økonomiske forhold, eksistentielle problemer, indoktrinering og fællesskabsfølelsen (disse bør uddybes, ja).

Derfor tror jeg at en stor del af disse mennesker i virkeligheden er misforståede mennesker, som har fået deres metafysiske overbevisning forvirret i den store suppedas, som de organiserede religioner udgør. De er som os alle de andre, religiøst-anlagte ateister, der overfor verdens ubegribelighed står måbende.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Alt er sind! Alt, hvad vi oplever er oplevet i sindet med alle sindets fortolkninger, der baserer sig på erfaringer. Derfor er der ingen der oplever det samme, og derfor har hver enkelt menneske deres helt unikke fortolkning af fx Gud, hvis man altså tror på den slags.

Malte sagde ...

Jeg er delvis enig, bortset fra at jeg ikke er sikker på om der er noget klart skel mellem sind/erfaring. Jeg mener det er en klassisk sondring som hører til den gamle erkendelsesfilosofi fra John Lockes tid :)

Og ang. din påstand "Alt er sind", så kan man jo spørge som Hume: "Hvis du benægter en materiel substans fordi den ikke kan erfares, hvordan kan du så påstå eksistensen af sindet, da du ikke kan erfare dens substans?"

Anonym sagde ...

behovet for at se:)

Anonym sagde ...

god start